en løgn i hans mund. — Han havde været oppe paa fjeldet med et par øikjer, og fordi de havde det travelt paa gaarden, skulde han drage hjem igjen samme kvælden. Bedst som han gik over fjeldet — det ruskregnede endda lidt om natten — var det messom, at det rørte paa sig bortover hele vidden; det puslede og raslede, som om det skulde blive levendes i hver eneste buske. Han stansede og tænkte paa, hvad det kunde være for noget, men da blev han vár, at der kom mod ham en diger hær af ørsmaa folk i graa klæder med sølvknapper paa.
«Aassen vaaben brukte dom da?» sagde Haaken.
Bøsser havde de ikke, men buer og piler og somme sabler i hænderne. — Han troede, det var tryggest at gaa af veien for dem og gjemte sig bagom en stor sten, og der stod han uden at le paa sig, til hele troppen var forbi ham. De ænste ham ikke, men marscherede afsted det forteste, de kunde, under Kotokampen øster mod Nysætervangen.
Da de var ude af sigte, saa han bare hørte dønnet af dem bortover fjeldet, gik han videre og undrede sig paa, hvad for væsener det var, og hvad de havde isinde. Om en stund traf han paa en liden mand i mundering saa gild, at det skinnede af ham, og med fjærer i hatten. Det var generalen, kunde han skjønne. — Han gjorde holdt og vilde vide, om han morbror ikke havde mødt hæren hans paa fjeldet. Jo, han havde mødt en hær. — 'Du var vel ræd krigsmagten min?' sagde mandslingen. 'Men lod dem dig slippe forbi sig da?' — 'De mælte ikke et kløive ord,' svarede han morbror, og han tarvte vist ikke være ræd sligt smaat folk. — 'Ja var du ikke ræd dom, skal du blive ræd mig,' sagde mandslingen, og demmersaa svang han kaarden sin og vôks i veiret, til
