Side:I cancelliraadens dage.djvu/190

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

han blev høiere end den sværeste granen. Men da lagde han morbror paa sprang, det vesle han aarkede, fremover vidden, og da han ikke aarkede mer, vaagde han sig til at se tilbagers over akslen for at faa greie paa om utysket var efter ham. Men der var ingenting at øine.

Morbror kom tilgaards morgenen efter og blev liggende kvar det meste af den ugen for det, at han havde sprængt sig. Og han sagde fra det, som var hændt, og det var mange, som tog varsel af, at de underjordiske var gaaet i krig, og at det var østover mod Sverige, de var marscheret — —

Mens Lars fortalte, døsede de andre hen, og da han sluttede, tiede de begge stille. Hans gjespede og blundede lidt af og til; Haaken hang bagover paa stolen og drog pusten langsomt og pibende gjennem næsen. Varmen var nær ved at gaa ud; ildmørjen glimede mat, og det var omtrent mørkt i kjøkkenet.

— — Sagte og stilfærdig gik gangdøren op. Der kom en mand ind. Hunden, som ikke havde givet lyd fra sig, vilde snusende følge efter; men han puffede den lempelig tilbage med foden og kóstede sneen af benene med vaatterne sine.

Borte ved peisen kjendte de den kolde gufs i ryggen og kviknede til og saa sig søvnige om.

«Æ det naaen?» spurgte Lars og stak et par tyristikker i gløderne.

Den fremmede hilste godkvæld og traadte nærmere. Det kvak i dem: finnen var ude og gik ved nattetider. — Det var en middelshøi mand i gulgraa klæder af semsket skind med blanke tinknapper. Han havde en lang frak, som naaede nedpaa læggene, knæbukser med spettede snorer rundt haserne og dusker, som dinglede