pengene saa omskiftelige i værdien.' — 'Saa pas mente jeg at være betroet,' svarede Aasethen sint. 'Men jeg skal betale Dem i sølv, og De stoler vel paa mit ord,' sagde han. Og gamlekallen bukkede og gjorde sig endda blidere, men svarede barestens: 'Deres ord er jeg forvisset om, De holder alle steds, hvor De har forpligtet det, Aaseth,' sagde han. 'Kun maa jeg bede om at erholde mit tilkommende i dansk mynt; jeg sælger nemlig intet for svenske penge.' Men dermed fór Aasethen ud af boden saa rød i kammen som en hane — —
De storskraslede alle tre og klinkede med glassene.
«Gamle Orre æ, trauen fære mig, en bra krop det!» Hans strakte benene skrævende fra sig og saa udfordrende paa Haaken: «Itte vilde je bytte husbond med dig, Haaken —»
Haaken bøiede af til noget andet. Havde de greie paa, om det var sandt, det havde aabenbaret sig et stort luftsyn paa Hadeland? Madamen havde læst det i bladet. — De skulde have seet hele hæren til de franske med faner og rytteri og kanoner, og somme syntes næsten, dem kunde skjelne selve keiseren.
Lars fandt det meget troligt; det tildrog sig saa meget rart for tiden, at ingen skulde falde i forundring, om der skede syner og allehaande varsler; for noget varslede sligt altid — kanske ny krig med svensken igjen. Det var naa dem, som skjønte, hvad det skulde blive til forrige gangen ogsaa. Han havde snakket med én, som alt paa forsommeren vidste, at krig skulde det blive det aaret, engelskmanden tog Kjøbenhavn om høsten.
Hans spurgte, hvem det var.
— Det var morbror til Lars, det, og aldrig var der
