Det havde været arbeidet deres de tre sidste dagene. De andre spilte og drak, og Vallersen saa paa og drak —
Hans var ude en tur for at stelle hesten. Jomfruen bragte punschemuggen og glas og bad dem værsgod. De heldte i, skaalte, smagte paa, og med glassene foran sig tog de plads igjen, Hans og Lars paa krakken og Haaken paa stolen som før. De to fik piberne frem, og den sidste blev trakteret med en ny skraa.
Var det noget nyt søndenfor? snakkede Lars; han skulde ligesom agere vært og holde praten igang.
Aasethen havde som snøggest været indom boden midt i ugen; han var paa farten til Røraas med nogen læs mel, svarede Hans langsomt.
Det var svært, saa stutt julen blev for ham iaar.
Aasethen skulde vist længer end til Røraas, han, skjød Haaken ind og spyttede.
Ingen af de andre svarede ligetil, men Lars spurgte: «Va du itte paa Grundsetmartna ivaares, du Haaken ?» — Jo, han havde det været.
Han fik vel en svenskeplakat med sig hemat, han og da?
Haaken blev rød og likte sig ikke. — Det var ikke mange, som ikke det fik.
Det kunde saa være, mente Hans. Men neimen om han vilde drive den trafiken, hvis han var Aasethen, og hug de derinde kloen i lurken, saa kunde det nok spørges, om det ikke blev slaveriet med det samme. — Han pegte mod stuen.
Han var sleip, Aasethen, sagde Lars og lagde mere paa varmen. Han vidste at holde sig tilvens med øvrigheden og binde skylapper paa den, saa den ingenting mærkede.
