Haaken skottede sig forsigtig om: Han havde hørt sige, det var krudt i melsækkene til Aasethen under den sidste krigen —
Hans smilte bare overlegent.
Kanske en skulde tro, det var krudtværk i kjælderen paa gaarden hans, gren Lars. Kiler hvor skulde han faa krudtet fra? — Nei gut, det var realt mel, han fragtede op, men sukker og kaffe og brændevin og engelskgarn og adskillige sager, som de hentede over grænsen, han fragtede tilbage, og de, som gjorde varen i penge for ham, det var nok udenbygds folk —
Men dævelen danse! svor Hans, han vilde ikke røre ved de dalerne, Aasethen tjente, selv om det blev kister fuld, dersom én maatte love og gjøre det, han maatte love og gjøre for fortjenestens skyld. Fy brændsvarte fa'n! — «Du veit, aa det æ, du Haaken, som fekk svenskeplakkaten støkki borti nævan paa dig.»
Naa, det var en fremmedkar, som leverte den, og ikke Aasethen; det var snaut, han var paa markedet engang. Forresten kunde én nu synes meget rart, naar én saa den øvrigheden, de havde.
«Naar 'n tene hos præsta, meine du? — » Lars saa morsk paa ham.
Det var ikke støt, alle pengene hans hjalp Aasethen, sagde Hans. Det kom sig an paa, hvad slags folk, han havde med at gjøre. Det opsalverte han sidst, han var indom boden, for sedlerne hans strak ikke til, og saa var der nogen smaattterier, han bad dem skrive sig for. Men da skulde de have seet paa gamle Orre, gut! Han gjorde sig blid som en lerke og lækker som en jente og bukkede, og sagde: 'Krediten er en kilden sag, Ansten Aaseth, jeg foretrækker kontanterne, og desuden er
