— Og de femti dalers gevinst velsignes dig sikkerlig med venlig hjerte af præsten. Ikke sandt, velærværdige pastor?» — Præstens gneldrende stemme skreg op, og latteren steg igjen.
«Naa æ Vallarsen sløppin laus,» sagde Hans.
Stuedøren blev aabnet, og en liden tyksak i kapteinsuniform og med rundt, glorødt ansigt viste sig. «Hans, min gut, er han dér? Hvorledes leben sie po Alm? — Han muss vente en bischen, siger jai, jai skal schtraks komme.» «Lyt fell det da, kaftein, men det bi kaldt før hesta.»
«Ach legg ham et decken po? Diret maa doch kunne tole eine halbe stunde, ferstor han,» indvendte kapteinen og viftede med fingrene.
«Aa javist gjør han!» raabte cancelliraaden. «Jomfru, bryg en mugge til folkene! — Procurator, det er dig til at give. Kom nu Bauck, kortene venter.»
Den lille tyksak klappede Hans indsmigrende paa skulderen: «Han gør also det, min gut,» og vraltede skyndsomt ind igjen. — Kaptein Baucks hverv som organisator af mandhusingerne var længst forbi; det var slut da krigen med Sverige sluttede. Men han havde indkvarteret sin paa Alm, og enten nu de militære autoriteter glemte ham med forset eller ikke, han var og blev i bygden, gjorde kur til tante Birgitte og kvitterede regelmæssig for den gage, som hlev sendt ham i stedse slettere sedler, hvilket dog takket være landkræmmer Orres liberale omsorg ikke voldte ham synderlige bekymringer.
«Aa æ det dom driv paa mæ?» spurgte Hans.
Det var schervensel det, dama, svarede Lars trevent.
