Lars staldkar gjespede langt og klagende. Saa drog han en svart stump kridtpibe og nogle tommer skraa op af lommen, karvede tænksomt med tollekniven paa krakken og stoppede piben.
Haaken fulgte hans adfærd med grundige øine; de havde det nok godt her paa skrivergaarden — selv tobak saknede de ikke, saa dyr som den ellers var blevet. Men da gamlingen tvært skar af en halvtomme og rakte ham, visnede den spirende avind fort i Haakens sind, mens han spyttede munden rigtig ren og tom for at gjøre sig tilgode med den sjeldne vare — det var ikke mellem hver høitid, en fattigmand fik skraa i sin kjæft, efterat krigen var kommet. Og hvad kardus anbelanger, huskede han ikke længer, hvor han havde gjort af piben sin, siden han sidst havde havt den mellem tænderne. Ingen af dem sagde noget.
Stunedøren fløi op, jomfru Nannestad kom farende, smækker og svint, med en punschebolle i hænderne. Efter moderens død havde Hans Orre sendt hende til en lensmand paa vestsiden for at lære husholdning, og nu var hun husjomfru hos cancelliraaden. Mange havde tænkt sit ved, at hun tog imod den plads. — Et surr af stemmer og latter og en sky af tobaksrøg fulgte hende indenfra. Døren smaldt igjen, og stuepigen stod med engang lysvaagen foran sengen.
«Lisbet, fort dig ned i kjælderen og tap fransk brændevin i polmaalet! Er vandet varmt? — Maa brygge en bolle til; det faar blive den sidste for inat, det. Er der varmt vand paa kjedlen, spørger jeg?»
Lesbet biede ikke for at svare. Hun fattede potmaalet, mens Lars rakte hende et par tændte tyristikker, slog kjælderlemmen op og forsvandt med de brændende
