Det lakkede til midnat. Ude i kjøkkenet havde Lars staldkar lagt en ny kubbe paa varmen og hang paa peiskrakken og grundede stirrende paa, om den vilde tage ordentlig fyr. Skjæret fra ilden faldt rødt og varmt over hans halvgamle, magre ansigt med de graa skjæggestubber. Skraas overfor ham sad Haaken Præstgarden paa en træstol. Han støttede albuerne paa knæerne og halvsov, saa hodet duppede op og ned. Han snudde ryggen til det store kjøkkenbord, dér halvfyldte fad og tallerkener og dækketøi efter den solide aftensmad, de selve havde sat tillivs inde i stuen, var stablet i haug og ventede paa opvask. Jomfru Nannestad og jenterne havde ikke vundet mer end at bære ud, før de maatte gaa i gang med at brygge punsch og ordne kortbordene igjen for cancelliraaden og hans gjæster. Paa opvask var ikke at tænke før imorgen.
Ilden tog sprakende fat i kubben, og Haaken Præstgarden skvat op og saa sig søvnig om. Flammernes skin flakkede om i det store, mørke rum; det naaede bordet og spillede i glas og blankt sølv og trængte helt ind i krogen ovenfor bordenden til den tømrede seng, i den Lesbet stuepige laa og snorkede, træt efter tre døgns stadige mas, for saalænge havde raaden og hans venner i et kjør holdt paa at ture julen ud.
