— dersom Winterfeldt ikke havde været en retsindig mand, vilde Hans Dahlbye være blevet det.»
Det kunde skjønnes, at Weydahl grundede paa andet og mer, end hans ord udtrykte. Der lagde sig noget vildt og tungt over ham, efter hvert som han talte. Hans sprog ændrede sig og blev blandet med dialekt. De hørte forbauset paa ham.
«En copierer ikke netop sin fiendes dyder, én prøver helst at blive ham saa ulig som muligt. Den, som tilfældigvis raaker i slagsmaal paa liv og død med et dydigt menneske, han elsker ikke dyden; han hader sin modpart med hud og haar — dyden indbefattet. Og skjæbnen kan bringe os i totterne paa de gode, ser De.»
«Det er en eiendommelig forklaring,» indvendte Lehmann, som havde gjenvundet sin selvsikkerhed. «Men naar De kun indrømmer rigtigheden af min karakteristik — —»
«Det gjør jeg ikke,» kom det barsk. «Brug Deres forstand, procurator! Skralt kjendskab har De til Oplandene, men dog tilstrækkeligt til, at De selv kan afgjøre sagen. — Ingen anden mands vilje har saa stor vægt i bygderne heromkring som Hans Dahlbyes; det kan De forlade Dem paa, og det vil vi desværre kanske faa vidnesbyrd om inden saa svært længe. Lad nu Oplandenes storbønder — de af kulturen fordærvede, unaturlige bønder, som den geistlighedens pryd pastor Lind kalder dem, hehe! — lad dem have laster saa svarte, De sværte dem vil, smaalige aagerkarle og kornpugere er de ikke skabt til at være, og mindst af alle vilde den slags patroner blive taalt mellem dem. Hans Dahlbye og hans slægt og venner — høvdingerne blandt kakserne — gjerrige har de ikke vist sig, for satan I — — — —
