Side:I cancelliraadens dage.djvu/159

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Hid til distriktet vælter og slæber sig nuomstunder en hær af nødlidende langveis fra, fordi det er rygtedes, at her er mad tilovers for tomme tarmer. Tiggere og pak og skikkelige stakkarer i flokkevis har uden forskjel stillet sin hunger i deres huse baade under ufredens dyre tider og tidligere. Aldrig, tror jeg, er en betler vandret sulten fra Dahlbyes gaard — det skulde da være én, som pleiede at mæske sig i hans avindsmænds kjøkken, og som derfor tjenerne jagede paa porten. Hjælpsommere og gavmildere mod fattige har ingen været end den, De skylder for aager og udsugelse. — — Snakket om fjeldbøndernes sidste dalere og arvesølv? — — Sludder og skryd er det! Kald en oplænding for en fordømt synder, og han vil skryde som en styg djævel — — — De, Lehmann, kan ligesom andre inde i byen paa opfordring af høie herrer og ædle hjerter have skjænket tyve, tredive, trehundrede rigsdaler til nødens lindring, og pent er det. Men det forslaar ikke mod Hans Dahlbye; han har ladet det mangedobbelte springe. Grundrig har han været, og neppe nogensinde har han giddet have greie paa, hvor stor del af hans formue, som er gaaet med. Han har ikke givet en enkelt gave en enkelt gang — han har givet dagstøt, bliver ved med det, sløser uden fornuft, da han ikke kan nægte — holder hof for slyngler og snyltegjæster og aabent taffel baade for armodsdommen og rakket — — Forresten tror jeg gjerne det værste om ham og hans — mer end gjerne. Mened, forførelse og voldtægt, besudling af kirker, mordbrand — hele stasen — forræderiet paa kjøbet!»

Høegh hostede og stod op, som om han vilde afbryde samtalen. Weydahl lagde sig tilbage i stolen, saa den, knagede.