ning hvor De befandt Dem, procurator — De havde ingen ret til at insultere lensmand Krogstis gjæster i hans hus — og for det andet burde De have forvisset Dem om rigtigheden af Deres injurier, før De udslyngede dem.»
«Jeg tillader mig at bemærke,» fór den tiltalte iltert op, «at denne proprietær Dahlbyes private liv er til saa almindelig forargelse — —»
«Aa, ti stille med dette om hans private liv! Det har aldrig generet Dem og os og er desuden ikke værre plettet end mangfoldiges. De skulde vel ikke kjende ligesaa slemme skandaler fra de bedste kredse i Christiania som om Hans Dahlbye? — Hvad? Og flere steds fra ogsaa? — Og irreligiøsitet snakkede De om? Vi er religiøse og troende nu for tiden — ikke sandt?»
Der var en egen bydende tone hos cancelliraaden, som gjorde Lehmann spag. «Med hensyn til samme Dahlbye henviser jeg iøvrigt til de udbredte rygter om hans kornaager og forbindelser med fienden, og til det skudsmaal, der gaves ham af amtmand Winterfeldt, hvis retsindighed og sanddruhed naturligvis ingen af os drager i tvil.»
Fogden lod sit ur repetere og mumlede noget til Høegh, som gjespede langt.
«NaturIigvis ikke,» begyndte cancelliraaden atter. «Men maaske Winterfeldt alligevel ikke er den mest skikkede til at bedømme Hans Dahlbye. Gud give — havde jeg nær sagt — at amtmanden ikke havde været saa retsindig, saa korrekt og retskaffen i alle maader. Ved De hvad? Jeg kunde fristes til at paastaa, at det er folk som Winterfeldt og De og vi her, som har det største ansvar for Hans Dahlbye .... Kanhænde, kanhænde
