den ældste af dem: «Den blege fyr, som spiller kort med bønderne, er det ikke — proprietær Dahlbye, synes jeg han hed?»
Den tiltalte svarede hastig med læspende hvisken: «Hans Dahlbye, jovist. Muligens bekjendt ogsaa i Christiania; berygtet vilde jeg sige, hvis det ikke var, fordi værten er i slægt med ham.»
«Er han det?»
«Ja, han er søskendbarnet til mor hans.»
«Familieskabet regnes nok i temmelig vidtløftige led her,» sagde procuratoren høit og fornemt. «I hvilken retning er det forresten, hans bedrifter mest har tildraget sig opmærksomhed?»
«Akterne mod ham er snart over et mandsløft, det ikke saa ligetil at specifisere indholdet,» hviskede kontoristen videre og skottet sig varsomt om: «Men han blivet bestandig frifunden — barestens dømt for smaatterier med bøder tilfølge.»
«Se, se — ser mand det! Hans Dahlbye er saaledes en forfulgt uskyldighed — det havde jeg dog ikke anet. Det skal især være præster han lægger sig efter med sine chikanerier og specielt sin egen ærværdige sognepræst?»
«Ærværdige? — Hum, det er vist omtrent samme ærværdighed og rangel og krangel på begge sider dér, med Deres tilladelse.» Kontoristen trak mundvigerne ned med en fiffig mine og pustede gjennem næsen, som om han veirede noget ubehagligt. Hans kamerat knæggede beundrende.
«Jasaa, jasaa — høistærede,» svarede procuratoren koldt, øste op i sit glas fra bollen og fjernede sig. Lensmanden havde sat sig paa hans stol ved bostonbordet
