og høstede nu ogsaa lovtaler af Høegh. Selv Weydahl hældede sig velvillig fremover mod ham og sagde ham smukke ting. — «Til og med cancelliraaden falder ind i den rette tone, og jeg tror næsten, der gaar et smil over hans høitidelige træansigt,» tænkte Lehmann. Efterhaanden følte han sig ovenpaa som den eneste intelligente og dannede iagttager af scenen — udenfor og hævet over det hele, og idet han stillede sig lige ved skranken, besluttede han paa nært hold at studere denne Hans Dahlbye, hvem amtmand Winterfeldt havde skildret for ham som en type paa en uforskammet og bedærvet bonde.
Hvad var det ikke for historier, der var i omløb om dette menneske? Hvad var det ikke for egenskaber og handlinger, der tillagdes ham altsammen? Han beskyldtes for saa mangt, at det ikke lod sig holde rede i — atheisme og et fiendskab til den kristelige religion saa fanatisk, at der var stærke grunde til at antage, at han havde ophidset sine redskaber til kirkeran blot for at forhaane religionen og dens symboler — usædelig vandel, hvorunder han havde avlet flere uægte børn, som opdroges efter nogle løierlige «Rousseauske principer» og omtrent udelukkende undervistes i musik — samkvem med alt det løse pak, der streifede fra svenskegrænsen udover det østenfjeldske Norge — en hevngjerrighed, som havde ledet til anstiftelse af mordbrand og anslag mod medborgeres liv — mened, og under krigen kornaager og forræderske stemplinger med fiendens spioner! Og distriktets øvrighed taalte denne mand blandt sig! — —
Hans Dahlbye fandt sig en stund i den nærgaaende beskuelse, men de nervøse trækninger i hans bryn blev lidt efter lidt livligere, og han rykkede urolig paa sig
