Side:I cancelliraadens dage.djvu/146

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mand Winterfeldts afreise. Winterfeldt var en saa aimabel og dannet herre som nogen, men en pryd for sin stand og vilde f. eks. aldrig have tilladt denne — denne jovialitet, der idag havde hersket ved aftensbordet, og som visselig ikke havde svækket disse indbildske bønders naragtighed. Se kuns til den blege fyr der, Hans Dahlbye, hvem procuratoren endnu ikke havde nedladt sig til at veksle en stavelse med, var det overensstemmende med hans stilling — han var dog blot en almuesmand — at lapse sig i et antræk, der vilde have været særdeles pynteligt for en velstaaende kjøbstadsborger? — —

Lehmann hentede sit glas, stansede foran officeren, som havde vundet hans behag ved sit korrekte væsen, drak med ham og med en vittig henspillen paa fogden og lensmanden, som netop klinkede med hinanden, antydede han, at løitnanten sagtens ikke havde til hensigt at lade sig rustificere i denne egn.

«Jeg er herfra, og bliver der fred, slaar jeg mig ned her for alvor,» svarede officeren og rødmede som en ung pige.

«Saa? — De har maaske eiendomme her?»

«Far min er gaardbruger og noget tilaars og vil gjerne tage føderaad.» Lehmann rettede sig lidt stivt og ytrede, at lensmand Krogsti trakterede med en udmærket punsch.

«Den er bra. Der findes da endnu ærligt fransk brændevin at faa for den, som er saa gammel kjendt med bykræmmeren som morbror.»

Kontoristerne stod fremdeles stilfærdige ved ovnen. De var saamæn de eneste i laget, der var sig sin sande stilling bevidst og det, skjønt de utvilsomt havde nydt adskilligt af drikkevarerne. Procuratoren nærmede sig