frakken og trukket paa en bekvem, graa trøie. Han var sygelig og træt, strøg uafladelig sit tynde, hvide haar op fra den furede og svedige pande, stirrede frem for sig med mysende, nærsynte øine, som om han havde opdaget noget mærkeligt borte i en mørk krog, og hørte neppe, hvad der blev sagt.
Den anden ende af salen var afdelt ved en grønmalet skranke; bagom den var et stort bord, hvorved skriveren og fogden og deres kontorister havde resideret, saalænge forretningerne havde varet. Nu sad der fem storbønder. De fire af dem havde været tilsagt som lagrette og var ifølge skik og brug bedt om at stanse paa tingstedet til kvælds. De snakkede vart og halvhøit for ikke at forstyrre øvrigheden, og af hensyn til den var det ogsaa, de spillede haljan om otte skilling spillet og ikke var gaaet igang med en liden schervensel. Den femte spillede ikke, og han rørte kun sjelden det glas, han som de andre havde ved siden af sig. Men han talte meget og søgte ikke at dæmpe sine ord. Tvertimod laa der noget udfordrende i hans skarpe, klingende stemme, som var det hans vilje at tiltvinge sig opmærksomheden hos alle, der tilstede var. Den lille, spædvoksne mands ydre lignede ikke en bondes. Han havde sko med gyldne spænder, sorte silkestrømper og en kjole af fint blaat klæde; kalvekrydsets blonder var omhyggelig kruset. Ansigtet var meget blegt; hans mørke haar var ordnet i lokker om den høie, steile pande; næsen var ret og tynd. Den brede mund havde ualmindelig store, hvide tænder mellem stærkt røde læber. Hagen var liden og tilbagevigende. De brune øine glimtede ustadig, og han plagedes af nervøse trækninger i de buede bryn. Det var let at se paa hans smale hænder, som legte febrilsk
