Side:I cancelliraadens dage.djvu/141

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

med, hvad de fik fat i, at han ikke var vant til legemligt arbeide.

Han vendte sig oftest eggende til en skaldet og koparret gamling, der syntes ligesom forvitret i vellevnet, og som hvergang lagde kortene fra sig og svarede med en dosig, godmodig latter. De andre — tre høie, blonde karer med en viss slægtslighed i de storskaarne, haarde træk — lo med og skaalte. Den blege følte sig aabenbart smigret ved deres bifald, stak haanden indunder vesten og lod blikket rapt glide forbi værten, kontoristerne og officeren opover mod bostonpartiet.

Lensmanden likte sig ikke, naar han mødte dette blik. Det var saa sin sag at huse Hans Dahlbye under samme tag som øvrigheden. Et held var det, at amtmand Winterfeldt, som havde beæret tinget med sin nærværelse, alt var reist igjen andendagen, før den selvbudne gjæst kom. Men ingen skulde sige Erik Krogsti paa, at han ikke turde vise gjæstfrihed mod en af slægten, og til den hørte nu engang ogsaa Dahlbyen.

Et høirøstet udbrud af latter lød fra bostonpartiet. «Nei, nei, nei!» raabte fogden. «Jeg tog feil — jeg troede det var knægten!»

«Unnskyld, hr. foged, men bordet fanger,» svarede den fremmede procurator bestemt. Høeghs hikstende latter klang længe, efter de øvriges havde lagt sig: «Du har en vaagen makker, cancelliraad.»

Fogden kløede sig i hodet: «Det er synet, som svigter, og ikke forstanden. De beseirer en brilleløs og blind stymper, procuralor Lehmann. — Aa herregud! lensmand,» sukkede han, «hvorfor har De ikke faaet stelt paa brillerne mine? De har da havt dem under behandling mindst et par maaneder.»