—Lensmand Krogsti stod og rensede sin pibe henne ved ovnen tæt ved et lidet bord, paa det kardusdaasen og den dampende punschebolle var stillet. Hans lille trivelige figur var iført en stramtsiddende, grøn kjole med forgyldte knapper, stribet vest og sorte fløiels knæbukser. Alt mens han blaaste i piberøret, saa hans trinde kinder blev ligesaa kobberrøde som hans knudrede klumpnæse, passiarede han smilende med to stilfærdige kontorister og en ganske ung officer, der lænede sig op mod brandmuren. Han titulerede stedse officeren for løjtnant Bangsberg, som om det ikke skulde være hans egen søstersøn Martin. Men lensmanden havde været korporal, inden han arvede sin nuværende stilling efter svigerfaderen, og det var hans stolthed, at en af hans paarørende var naaet høiere op i graderne, end han nogensinde selv havde vaaget drømme om. Hele tinget igjennem havde det været ham en kilde til glæde at vise frem gutten, som var indkvarteret i nærheden, da en afdeling af hæren allerede var trukket saa langt tilbage som til denne egn i forventning om, at en vaabenstilstand snart skulde blive afsluttet.
Det øvrige selskab havde skilt sig i to grupper. I den ene ende af salen sad cancelliraad Weydahl, foged Jespersen, procurator Høegh samt en collega af den sidste fra Christiania og prøvede at slaa tiden ihjel med en boston, som gik temmelig trevent. Weydahl tog sig dominerende ud i sin røde uniform og lyttede taalmodig til den fremmede procurator, som med stærkt bergensk tonefald og megen tungefærdighed udbredte sig om landets tilstand og del nyeste nyt fra byen. Det havde han gjort hver eneste dag under tinget, saa Høegh var kjed af ham og blev søvnig. Fogden havde kastet uniforms-
