til fjorden. I hovedbygningens salsvinduer blinkede et gulligt skjær fra den lysere himmel i vest.
Paa det fremste vognsæde sad kusken og smeldte sagte med svøben. Bagi sad cancelliraaden høi og svær i sin reisekavai med en bredbræmmet hat paa hovedet. Efter vognen skranglede to almindelige skydskjærrer. I den ene var skydsgutten og et par haandværkere, som var bragt med fra byen for at underkaste gaardens huse de nødvendige reparationer inden fruens ankomst; den anden var læsset med alslags sager, som kunde trænges til deres gjerning.
Forbi gaasedammen og blegehytten svingede kusken ind paa gaardspladsen. Der laa paa den ene side stalden og fjøset, saa laaven i ret vinkel med disse ligeoverfor hovedbygningen. Paa den fjerde side laa et gammelt forfaldent hus, som brugtes til folkestue. Mellem det og laaven saaes en trekantet snip af fjorden og aaserne bortenfor den.
Der kom ingen ud for at tage imod. Intet forbud var sendt, og den forrige skrivers familie var fraflyttet stedet. Cancelliraaden steg ud af vognen og ruskede i gangdøren. Den var stængt. Han bankede paa, men ingen svarede, og han havde alt givet kusken ordre til at søge efter folk i fjøset, da det rørte sig inde i gangen, og døren gik op.
En trivelig kone i nattrøie og underskjørt viste sig, saa forskræmt paa den høie mand i kavaien, skjønte, hvem det maatte være, neiede gjentagne gange og forklarede endelig, at hun var madame Nannestad, og at det var overdraget hende at passe gaarden, indtil den nye sorenskriver kom. Da saa cancelliraaden havde erklæret, at han var rette vedkommende, trak hun sig neiende tilbage.
