mers, blev der ikke sendt, noget kortenspil blev der ikke af, og værten bad ikke sin gjæst vente, da punschemuggen var tømt. Og neppe var pastoren vel afgaarde, saa sadlede enkemanden, den i naade og med ret til fremdeles at bære hans majestæts uniform afskedigede dragonløitnant Lemmich v. Juell til Romstad sin brugbareste hest og red sig en lang tur over mark og enge uden at agte paa vaarregnet, som piskede ham om ørene. Catharina von Zehrens navn havde kaldt de gamle glade tider tilbage i hans erindring. Saa svært langt tilbage laa de nu ikke, kun fulde ti aar, og dog saa fjernt, saa fjernt — — — Catharina von Zehrens kokette pigeskikkelse ledede hans drømme til sirlige fester i tvillingrigernes hovedstad, og atter traadte han dansen ved hendes side i Christiania-patriciatets statelige sale — dengang var hun varmere, stærkere, men end mere smægtende deilig — —
Længe drømte han og længe red han, til hans brugbareste hest blev halt af det uvante jag, og han vaad som en kraake maatte gjøre holdt hos major Brager paa Emilienberg, hvor de to krigsmænd udvekslede fredelige minder om bedrifter i Amors lystige strid, alt imedens de drabelig dyrkede gud Evan og sang dertil, og omsider ud paa natten blev samlede op og bragte tilsengs af majorindens og stuepigens øvede hænder.
Det var altsaa sent en kvæld omkring sanktehans at cancelliraad Weydahl kom til bygden.
Fra kongsveien kjørte vognen knagende og knirkende ned ad lønnealléen til skrivergaarden. Løvet suste raslende i nattevinden. I den svage skumring laa husene tunge og mørke, stængende for alleen og udsigten
