krum næse. Munden var bred og bevægelig med stærke, hvide tænder. Hans hænder og fødder var ualmindelig smaa, og i hans gang og hele fremtræden var der noget soldatermæssigt. Folkene paa Velt-Kjelsrud stammede fra en af bygdens storætter, som det var gaaet ud med.
Henrikke holdt af ham, kanskje mest fordi han var den eneste, og løitnantens kurmageri hvade vel ogsaa banet veien for trompeteren. I hende fik han magten over en af dem, som hørte til storfolket, de conditionerede, som havde lokket gutten til sig, forat den voksne dobbelt saa haardt skulde kjende sviden, naar han stødtes udenfor som den ringere.
Naa ja, i hvert fald var de lykkelige den vaar.
Tjenerne havde mistanke til dem. De brød sig ikke om nogenting, og han laante mod af hende. Hviskede og tiskede jenterne i kvældingen rundt om ham i kjøkkenet, og han paa halve slængord og løsmundet gjøn mærkede, hvad de havde for sig, puttede han tilsidst hænderne i lommerne, skrævede ud med benene og briskede sig indvortes, fordi han havde en fin jomfru til kjæreste og ikke en af de førkjerne der.
Men engang kapteinen skulde hvile middag, kunde han mod sædvane ikke sove. Det var for hedt, og fluerne surrede om ham og ødelagde al tanke paa søvn. — Han stod op injen, og i tøfler hinkede han ved sin stok ud paa trappen for at trække frisk luft. Solen stod høit paa den skyløse himmel, og hæggetræets skygge krøb sammen lige indved husvæggen. Den bakkede vei nedigjennem lien bugtede sig støvgraa mellem frodig aker og eng, som dampede af varme. Der var et svagt vindpust, som førte med sig stram harpiksduft fra granskogen;
