men fjorden var blik stille, og de mørkeblaa aaser paa vestsiden speilede sig i dens blanke vand, som var grønligt af sanktehansflommen fra høifjeldene. Det tegnede til et velsignet aar, og Tebetmann frydede sig over de sidste efterretninger fra krigen: Fienden havde trukket sig tilbage til Sverige; Norge husede ikke længer en svensk soldat inden sine grænser. Han undrede sig paa, hvordan Wallace havde det; efter hvad major Brager skrev, var han sendt paa lazarettet med en kugle i kroppen og overantvordet til doktorens barmhjertighed og kyndighed, og den var saamæn ikke til at stole paa — nu saa lidet som i 88. Saaret skulde dog ikke være farligt.
Da syntes han livagtigen, han hørte Wallace synge. Men han fattede straks, at det var Henrikke, som hærmede efter den fraværende ven, og det, skjønt han ved frokosten havde fortalt hende om løitnantens saar. Tebetmann blev vred: det var hjerteløst at spotte en saaret kriger. Paa den modsatte kant af tunet var en skigard; sangen kom bagenfra den.
Han hinkede did ned for at irettesætte hende, mens sangen blev ved:
«O, yndigste dukke,
O, deiligste mø!
Jeg har dig blandt alle udval't!
Som blomster i enge saa deilig og rø',
Saa yndig er hendes gestalt.
Hvergang mine øine de ser,
Af glæde mit hjerte det ler —
Jeg ser ei din lige blandt pigerne fler!»
Tebetmann lænede sig over skigarden. Der sad datteren paa Erik Velt-Kjelsruds fang med armene om hans hals og sang for gutten. De var for langt borte til, at
