Hun havde vaaget og speidet, hun havde lyttet og advaret, men saa havde hun faaet et svar af Henrikke, det hun vist ikke havde suget af sit eget bryst, og neppe forstod hun heller tilfulde, saa ondt og grusomt det var: Datteren havde hentydet til hendes forsyndelse mod moderen og bedt hende passe sig selv. Det gjorde, at Berte tiede overfor Tebetmann.
Havde det endda været en standsmæssig person, som var ulykkens aarsag, men nu var det denne Velt-Kjelsrudgutten — — — —
Erik havde ikke kunnet skilles fra sin trompet, da han forlod den militære bane. Hver søndagmorgen tog han den med til et granholt tæt ved gaarden og blaaste de signaler og toner, han kunde, og som han havde lært med megen møie. For ham var de dyrebare levninger af en strandet ærgjerrighed. Henrikke pleiede at sidde andægtig ved siden af ham og høre paa signalerne. For hende var de pen musik.
Paa slige morgener gik praten frit mellem dem. Erik gjorde nar af Vallarsens frieri til hende. Henrikke blev sint og værgede sig med spot over løitnanten, og da Erik alligevel ikke gav sig, slog hun til ham. Da blev han ogsaa sint, men lod, som han havde sin største moro af hende.
Saa var de tvære mod hinanden en stund, saa hidsige. Men kommer lidenskaben først tilorde mellem to unge, begynder den end som had, den ender dog gjerne som kjærlighed. Og snart legte de atter kjærester næsten som i gamle dage, men mindre uskyldig.
Erik var stor og velbygget, men ikke vakker. Han var rødhaaret og fregnet, med hvasse, blaa øine og tynd,
