I grænden kappedes de om at hente posten for ham. Af og til blev en sending, en saueskrot eller en vidjehank med fisk stukket ind paa kjøkkenet til Berte. Det var leit at fli kapteinen det, for han spurgte altid, om de ikke havde brug for det selv.
Kapteinen levede udelukkende med i krigen, siden han blev delagtig i saa mange kjæmpendes skjæbne. I vaagne nætter kritiserede han de kommanderendes taktik — i drømme var han selv hærfører. Og hans vrantenhed og melankoli svandt. Han havde saa velsignet let for at glemme, Tebetmann, og han var blind for mer end en ting ad gangen.
Men i de uger blev Berte søvnløs og hjertesyg. I hendes trofaste sjæl sad angerens brand. Hun havde forsyndet sig svare mod salig fruen, og hun havde troet at sone, det hun kunde, ved at vaage over fruens barn. Og det var sorg for Henrikke, som røvede hendes fred.
Da jomfruen var sygelig og skrantede, smilte Berte og brød sig lidet om det. En fik stole paa vorherre og haabe det bedste, saa kom Wallace nok tilbage. Det nyttede ikke at ville have hemmeligheder for en, som var saa gammel i huset som hun. Hun havde øinene med sig og skjønte, at det var varmt blod hos Tebetmanns datter. Men da fjorden gik op, og nordenvinden reiste viltre blaa bølger, som feiede de sidste graa isflag væk, da den brune løvskog blev lysegrøn, og gjøken gol i lierne, og aaserne paa vestsiden bare havde en smal hvid snestrimmel igjen langs den øverste ryg, da blev jomfruen munter som en lærke og sang og trallede fra morgen til kvæld. Og da vidste Berte ikke længer sit arme raad, og hendes gamle øine blev røde i kanterne, for de havde seet det, de ikke likte; det unge varme blod kogte over.
