staaet og lyet efter svær kanonade østenfra, saa det vel endnu var langt igjen til freden.
Rygterne naaede sent til Tebetmann. Dog havde han nogenlunde rede paa begivenhederne, siden han havde kostet paa sig at holde aviser og af og til fik underretning fra Wallace.
En kvæld stabbede en gubbe op til Kjelsrud. Kjærringen hans var rent ude af det for den yngste søn deres, som var soldat, og han havde tænkt sig, at saasom Tebetmann var kaptein, kunde han vide om det, hvis gutten var falden. Det vidste Tebetmann nu ikke, men han snakkede med gubben, som han syntes synd i, og fortalte ham en hel del om hæren og dens stilling.
Senere indfandt flere sig i lignende ærinde. Gubben havde sagt dem, at kapteinen havde greie paa sagerne. Tebetmann tog venlig mod dem og læste op for dem af aviserne om krigen. Dem, som var mest urolige tilsinds, lovede han, at han skulde skrive til major Brager og andre kjendte og spørge efter slægtningerne deres. Det gjorde han, og folkene kom igjen, og stundom havde han brev med nyt til dem. De bar stille baade det glædelige og det sørgelige og var taknemlige; alt var bedre end uviss angst. Værst var det for dem, naar en af deres laa paa lazarettet; det bud kviede mændene sig for at bringe sine kvinder.
Udover vaaren var der dagstøt nogen hos ham for at spørge. I varmt veir tog han helst mod dem paa trammen. Der sad han i skyggen af hæggetræet, mens det grønnedes og blomstrede og blomstrede af, og fortalte og læste op og strævede, forat de ikke skulde blive mistrøstige. Hans taalmod brast ikke; han huskede, han selv havde mistet en søn.
