ting vanskelig kunde skaffes, taalte man det let; thi kornpriserne var glimrende, og man tømte sit glas til ære for Danmark-Norges store allierede, keiseren af Frankrige. Svenskekongen havde staaet ved Øresund og givet ondt fra sig, da briten brændte Kjøbenhavn, han kunde gjerne yppe sig, hvis han vilde — de var ikke ræd ham — men det turde han nok ikke. Lystig var julen 1807 over Oplandene. Drukket blev der drabeligere end nogensinde, talt og sunget blev der taprere end nogensinde. Og skrydet og drikken gav tilsammen saa kraftig en rus. Heltehjerter og løvemod eiede hver mand langs fjordens bredder fra amtmanden til husmanden. Der seilede ikke engelske krydsere over indsøens vande —
Saa var den nye krig der, inden folk rigtig troede paa det. Den nye fiende rykkede mod grænsen i øst, og bare de norske vaaben skilte ham fra de store fladbygder, som var de første til at gjæstes af ham, om forsvarshærens tynde linje blev brudt.
Officererne kjendte endnu juleturingen tynge kroppen, da udkommanderingen begyndte, og de maatte afsted. Blandt dem var Wallace. Han havde ment at ville fremføre det vigtige spørgsmaal sidste gangen, han var paa Kjelsrud før afreisen; men han svigtede sit forsæt, da Henrikke var lige munter trods afskeden, og han ikke opdagede det ringeste af det ømme vemod, den bortdragende kriger havde haabet paa hos sin elskede.
I de nærmeste nætter, efterat soldaterne var rykket i felten, saa de fra Kjelsrud, at det lyste i stuer og gaarder nedigjennem lien og udover sletterne ved den islagte fjord. Ogsaa hinsides den, borte under de høie, hvide aaser blinkede lys. Der var nok mange, som vaagede og gruede for dem, som ikke mere var hjemme.
