De havde vel brugt at ærte hende med, at hun havde en frier, som hun legte kjæreste med, da hun var barn. Men det var bare Erik, søn paa Velt-Kjelsrud. — Gaardene laa ikke mange skridt fra hinanden, og hun og Erik, som var endel ældre, havde været sammen støt, og hun havde trukket ham med hjem til sig saa ofte, at det blev, som om han hørte til der. Han var enarving og dygtig forkjælet, og den kvikke gut blev helt bortskjæmt ved, at kapteinen og de, som vankede hos ham, havde moro af ham. Den tid vankede der mange. Uniformerne og det militære væsen satte gutten fluer i hovedet, og ikke før havde han alderen, saa lod han sig hverve. Moderen græd og bar sig, og faderen var lei for det; men Erik maatte have sin vilje og drev det til at bli trompeter ved dragonerne. Da havde han nok af det og skjønte, at det ikke var saa gildt at være menig som officer, og faderen løste ham ud og fik ham tilbage igjen. Siden havde han været hjemme og af og til arbeidet hos Tebetmann, for kaarene paa Velt-Kjelsrud var slige, at hver skilling kom vel med. Nu gik det ikke an at ærte jomfruen med den, som næsten blev holdt for en af tjenerne.
Efter fredsbruddet med England lagde skrækken og overraskelsen sig snart, skjønt den ene nyhed fulgte tæt paa den anden i vinterens løb. — Wallace overbragte dem, saa fort han snappede dem op. Det gav ham ligesom ærinde tilgaards. Krig var der, men det følte folk lidet til. Andensteds fra blev fortalt om brødmangel og nød og kaperes snarraadige bedrifter. Dér i egnen sad man paa sin tue tryg, ved bjerge og dale fjernt fra den kyst, hvor fienden øvede strandhug. Blev end kræmmeren dyrere paa sine kolonialvarer, og selv om mangehaande
