støttelse fra familien, og der vilde bli endel tilovers, naar Kjelsrud solgtes. Foretrak de at bli boende der, savnede de da ikke tag over hovedet, og kapteinen havde indprentet Henrikke sit princip ikke at kjøbe for flere dalere end dem, man havde. Med en fornuftig kone vilde pengene blive drøiere ogsaa for Henry Wallace, som desuden allerede røbede, at modne aar medførte moden forstand og roligere levemaade. Simple folk kaldte ham «Tull-Vallarsen», det første han var i bygden; nu kaldte de ham bare «Vallarsen», og en smule excentricitet burde tilgives den, der talte britiske lorder i sin slægt.
Saa skred tiden. Kapteinen var i stadig bedring, men brød ligevel ikke sit løfte om at aflægge al sværgen og banden. Wallace kurtiserede med sin vordende svigerfaders stiltiende samtykke, og fordi han aldrig kunde holde tæt med noget, aabnede han sit enfoldige hjerte for sin ven procuratoren og tilstod endog med undselig stolthed, at han digtede smaa forlibte vers til sin pige. Versene var for mægtige for procuratoren; han betroede sig til sin kone, og derefter blev alle de conditionerede indviede i sagen, og det blev fastslaaet, at løjtnant Wallace skulde giftes med jomfru Tebetmann, saasnart kapteinen blev rask. Majorinden, som var en forsynlig dame, skaffede sig i den anledning et par fine guldbroderede sko fra Christiania, da hendes mand var der for at gjøre juleindkjøb. For hende kunde saa brylluppet staa, naar det skulde være.
Alle fandt partiet godt og passende; men Henrikke vidste om ingenting, fordi hun var saa uerfaren, at hun ikke skjønte, Wallace gjorde kur til hende med de alvorligste hensigter.
