Tomt og øde blev der hos kapteinen. Han hinkede om med en stok, melankolsk og vranten over denne krig, som han havde længtet efter hele sit liv, men som ikke var kommet, før alderen havde tvunget ham til at stikke sit sværd i balgen. Datteren kjedede sig. Wallace havde forvænt hende med underholdning. Hun savnede ham, og ensomheden trykkede hende. Hun blev sygelig at se til, og der blev noget løssluppent og vildt ved hendes latter.
Mens sneen tinte i bakkehældene og blev tæret væk, saa markerne blev sorte, gik det trægt med at gjøre sig istand til vaaraannen. Hestene blev ofte taget til skyds og transporter, og armene var for faa til arbeidet, og endda blev de hjemmeværende mænd ret som det var revet fra sin dont til vardevagter og desligeste og tilsagt til møder paa kirkebakkerne, da mandhusingerne eller landstormen skulde opbydes og organiseres. En fed kaptein tog kvarter paa Alm; han skulde lede den organisation, men voldte mest forstyrrelse, da ingen forstod ham, eftersom han var en holstener og talte tysk, og han ikke evnede at indgyde respekt. Bauck hed han, og «Vomma» kaldtes han. — Det var ikke rart med hans troppers bevæbning. Men amtmanden sendte rundt modeller til en slags spydstager, hvormed de skulde forsyne sig; der manglede skydevaaben. I smedjerne fik karene det travelt med at lage sig magen, og de syntes det blev bra værger at pirke svensken med.
Af rygter var der fuldt op. Ofte meldte de om sammenstød ved grænsen; engang om, at russerne var faldt ind i Sverige og havde vundet et stort slag ved Stockholm, og at hele krigen alt skulde slutte. Men det, skjønte folk, var bare løgn, for samtidig havde de sør i bygderne
