stormen ruskede i den gamle hæg udenfor trappen paa Kjelsrud, daskede dens stive grene mod huset og varslede, at høsten var tidlig inde.
Kapteinens gigt havde været usædvanlig plagsom. Han var veirsyg og forfrossen, og i skumringen lod han fyre i ovnen og laa i sin lænestol med fødderne paa en stoppet skammel og et tørklæde bredt over ansigtet og snorkede sagte. Henrikke sad ved ovnen, dér nogle æblekarter surrede, og ventede utaalmodig paa, at de skulde blive stegt. Imellem klemte hun paa dem, om de ikke snart var færdige, og snudde dem. Saa stirrede hun ind i trækhullets glorøde øie og lyttede til vindens dumpe, durende ul i skorstenspiben.
Imens red en mand i rask trav opad de bratte bakker mod gaarden. Han havde brættet kappekraven op og trykket hatten ned i panden. Den graa regntykke var saa tæt, at han næsten ikke skimtede skigardstaurerne langs veien, som var forvandlet til en flommende bæk. Han stansede paa tunet, steg af, bandt hesten ved brønden og gik ind.
I stuen hørte de ikke, han bankede paa, og mærkede ham ikke, før en mørk, kappeklædt skikkelse stod midt i værelset. Henrikke skvat op med et lidet skrig og aabnede ovnsdøren for at se bedre.
Tebetmann vaagnede og spurgte gjespende: «Hvem der?»
Det er mig,» lød løitnant Wallaces røst. «De har naturligvis alt erholdt bekræftelse paa mine efterretninger fra sidst, kaptein ?»
«Jeg har læst prinsen af Augustenborgs kundgjørelse om blokaden,» svarede Tebetmann grætten. «Jeg gjør afbigt for min vantro — De kan triumfere —»
