tilskud, om ikke ærgrelsen over den forspildte carrière, og det, at han aldrig havde fattet, hvori han egentlig havde forsyndet sig, havde voldt, at han mente sig bittert forurettet, og dersom ikke kjedsomheden havde lært ham de besynderligste midler til at øde sine penge paa ingenting.
I den mindste hentydning til fortiden og sin familie ante han en tilsigtet fornærmelse, og han fór op i flammende harme, før han havde skjønt halvparten af Tebetmanns udgydelser.
Kapteinen maatte erindre, at han var en olding, af hvem der ikke kunde kræves satisfaction for krænkende udtalelser — han burde erindre, at han beskyttedes af sin alder! Men vilde han virkelig beskylde løitnant Wallace for at være en løgnhals og en forræder mod den konge, hvis uniform han bar? Og insinuere, at han rendte folk paa dørene som en næsevis gjæst?
Blev Wallace hidsig, stammede han hjælpeløst og snakkede ganske uforstaaelig. Det ene ord tog det andet, men for hvert et, som slap ud af løitnantens mund, strømmede der tyve fra kapteinen, idet han faafængt søgte at overdøve ham og forklare sig. Henrikke var tilstede og hev sig raptunget ind i striden paa faderens side, og hendes brede kraftige dialekt, løitnantens dansk og Tebetmanns haarde, skjærende østlandsk, som var farvet af exercerpladsen, blandede sig til et vredens kor, som fik husets vægge til at dirre, indtil budbringeren fjernede sig lidt beroliget ved kapteinens forklaringer, men med den høitidelige forsikring, at det vilde være en æressag for ham paany at indfinde sig paa Kjelsrud, saasnart hans nyheder var blevet tilstrækkelig bekræftet.
De skulde ikke komme til at vente længe paa ham.
Det var en eftermiddag, regnet skyllede ned, og
