hændte, man morede sig med at lure løierlige skrøner i ham og gjorde nar af ham. Hvad skulde briten i Kjøbenhavn? Kong Georg havde fiender nok alligevel, trængte norsk tømmer til sine skibe, og Napoleons arméer stod jo i Tyskland parate til at ile Danmark til undsætning, om der blev alvor i spillet. Nei, nei, buldrede kapteinen, løitnanten behøvede — Satan partere ham! — ikke at løbe med limstangen for at binde ham sligt tøieri paa ærmet. Sludder og tøv og taabelig tull var det! — Hvorfor havde forresten hovedstaden befæstninger og kanoner og tropper uden for at jage ubudne gjæster tilbage did, de var fra? Det havde svensken fordum faaet svide for, og det skulde briten komme til at mærke, hvis det lystede ham at støde panden tilblods mod Kjøbenhavns volde. Løitnanten skulde gaa hjem og lægge sig og sunde sig paa det og betænke sig bedre, inden han atter rendte folk paa dørene med den slags umulige nyheder. Han kunde sagtens være glad, han, ifald der var noget i rygtet: Han vilde da træffe landsmænd — maaske fornemme slægtninge — naar man skulde til at have det bryderi at passe britiske krigsfanger her i landet — —
Saaledes burde ikke gamle Tebetmann have buldret løs, for løitnant Wallace blev høilig fornærmet. Hans fader var en engelsk marineofficer, som var indvandret til Danmark og havde gjort sin lykke der. Han selv havde begyndt sin løbebane med udmærkede forbindelser og glimrende udsigter; men et vakkert ydre havde ført ham op i gale historier, som hans indskrænkede forstand gjorde endnu mere forviklede, indtil knuden blev hugget over ved den unge mands «forvisning til Norge». Her kunde han have levet taalelig sorgfrit, da familien forbedrede hans løitnantsgage med rigelige
