«Det vilde være en uværdig triumf. Desværre kan jeg fortælle betydningsfuldere og sørgeligere tildragelser.»
«Saa—aa? Har briten endelig rykket ud med en ærlig og ordentlig krigserklæring? Det er da ikke sørgeligt, hvad?»
Wallace satte sig uopfordret og med kappen paa: «Nei, han har ikke — — Men Kjøbenhavn er bombarderet, skjændig overfaldt uden krigserklæring, staden er brændt og har kapituleret — og flaaden er bortført.»
«Er De gal, løitnant? Er De fra concepterne? Kjøbenhavn erobret? De lyver, rnand!» raabte kapteinen og strakte knytnæven mod ham.
«Jeg har det fra cancelliraad Weydahl — kommer direkte derfra — han fik expres fra generalmajoren.» Wallace sagde det ydmygt, som bad han om forladelse. Nu blev han ikke fornærmet.
«Og kongen og kronprinsen, er de fangne eller faldne?»
«De er i sikkerhed heldigvis. De skyndte sig til Jylland før kampen.»
Tebetmann famlede efter udtryk: «Skyndte sig — Flygtede kronprinsen og overlod Kjøbenhavn til sig selv? Heldigvis? — Er han flygtet?» spurgte han barsk. Wallace svarede ikke. Kapteinen rettede sig stramt og trak fødderne ned af skammelen:
«I fyrretyve aar var jeg i min konges tjeneste og havde ikke leilighed til at drage sværdet paa hans befaling — og nu er krigen der, og jeg er en krøbling — —» Hans tunge blev lallende og stemmen hulkende, men han fortsatte med tykt mæle: «Og rigernes hovedstad er erobret og deres vordende fyrste vanæret!» Han vilde staa op, men de syge fødder svigtede, og han snublede.
