hende ved at sætte sig mod hendes vilje, og sinnet satte af med hende.
Den høst, hun fyldte nitten, spurgtes det, at en vældig engelsk flaade laa truende foran Kjøbenhavn. Faa troede, det var sandt, skjønt enkelte rystede paa sine kloge hoveder og mindede om 1801.
I de dage var de ældre vant til den krig, som i aarevis havde raset mellem mægtige stater. Efterretninger om verdensbegivenheder svirrede gjennem luften. Man modtog dem med interesse og diskuterede stormagters grænser og dynastiers skjæbner, naar man sad gemytlig sammen ved glasset eller traf hinanden paa kirkevangen og andensteds, hvor mange folk mødtes. Der dannede sig partier — nogle holdt med England og nogle med Frankrige — og partierne var hidsige og hadske nok, saafremt punschen hjalp kandestøberierne med at drive fornuften paa flugt. Gaardbrugerne dængte hinanden i gravøl og julelag, og husmænd sloges paa auktioner for den europæiske politiks skyld. Ungdommen voksede op under den uophørlige gjenlyd af tordendrønnet fra fjerne valpladse, dens drømme legede med hære og marschaller, og barnene kastede ikke til maals mod en stenrøs, uden at den blev til en bombarderet stad, og de seilede ikke med flisebaader paa dammerne, uden at ildsprudende søslag stod som syner for sindet.
Men alle følte de sig trygge paa, at ufreden aldrig vilde naa til det afsidesliggende fødeland og forstyrre hjembygdens lune stilhed.
Den første, som bragte rygtet om den engelske flaade til Kjelsrud, var løitnant Wallace. Han høstede kun utak for umagen. Kapteinen var mistænksom, fordi det
