naar det var saa længe, siden de havde besøgt ham, at de skammede sig over det.
At han havde en datter, tænkte kapteinen ikke meget paa. Mens sønnen levede, havde han været udelukkende optaget af denne. Senere havde han heller ikke givet synderlig agt paa hende; han havde havt for travelt med at følge Bonapartes felttog paa landkortet. Thi kapteinen, hvis militære virksomhed havde været indskrænket til fredelig exercits, og hvis største skuffelse havde været, at han i 1788 blev lagt i garnison paa Fredrikssten, nærede en lidenskab for strategiske operationer. Han havde desuden al tid havt lidet tilovers for piger. Derfor blev den moderløse Henrikke opdraget af og blandt tjenestfolkene.
Hun slægtede ellers faderen paa, var liden og rund, med stridt, sort haar og brun i huden. Moderen havde kaldt hende sin lille zigeunerinde, og en kunde se, der randt sydlandsk blod i hendes aarer. Hun var støiende og fliret af sig, og i de mørke øine glimtede latteren altid. Skjændte faderen en sjelden gang over hendes daarlige manérer, lo hun og bar sig endda værre ad, og bandte han hendes evindelige flir, lo hun og løb sin vei.
En fremmed vilde ikke havt let for at skjelne jomfru Tebetmann fra en bondejente, hvad sprog og klædedragt gjaldt. Men der var noget freidigt og myndigt ved hende, som røbede, at hun var vant til at kommandere. Det gjorde hun ogsaa af hjertens lyst baade i kjøkken og stald og fjøs, og det hele tyende fra den halte stuepige, som var blevet ophøiet til husholderske, og til indlæggutten lystrede hende blindt; for saa snil hun brugte være, var hun ikke grei at komme ud for, om de ærtede
