der ikke netop skulde være af de reneste, havde — fremdeles efter sigende — skaffet distriktet den nye sorenskriver, man nu skulde have at trækkes med. For manden selv var det nærmest en retrætpost. Han havde tidligere i Kjøbenhavn indehavt en velaflagt sekretærstilling hos en meget høitstaaende person, men var falden ganske i unaade — aarsagen var nok, at han havde indladt sig paa utilbørlige intriger — havde saa giftet sig, og straks, lige straks efter sit ægteskab med frøken von Zehren var han bleven udnævnt til sit nuhavende embede.
Desværre, meget lod sig slutte af et saadant avancement.
Mere vidste aabenbart ikke kapellanen, som derfor paa den blideste maade advaredes om ikke overilet at dømme sin næste, hvilken formaning han ydmygt døiede, idet han stilfærdig fremhvislede en tak for sin overordnedes velmente raad. Desværre var det saa let at feile, ikke alene i tanker og ord, men ogsaa i vandel —
Pastor Lind tog hurtig afsked for paa hjemveien at se indom løitnant Juell paa Romstad, hos hvem der stedse var en mugge stærk punsch og et livligt kortenspil at finde, da hans onkel, den halvtullede justitsraad Hammer, der henlevede sin alderdom i hans hus, endnu lod sig bruge som trediemand.
Løitnanten mødte pastoren paa tunet og hjalp ham ud af karjolen. — Alting var forfaldent paa Romstad. Af den lange, vidtløftige toetages hovedbygning saa kun første stokværk ud til at være beboeligt. Fjøs og laavetag var betænkelig sadelryggede, og i haven voksede syrenbusker og kirsebærtrær vildt, og ældgamle apaler strakte sine krogede grene op mod himmelen, som bønfaldt de om plads og luft.
