Løitnant Juell var en høi, fintbygget mand mellem tredve og firti, med blegt ansigt, magre træk og søvnige øine. Hans høire arm var lammet ved et uheld under felttoget i 1788, hvis aarsag han havde kvitteret kongens tjeneste og trukket sig tilbage til den sidste gaard, som var ham levnet af slægtens tidligere vidtstrakte eiendomme.
Nu lod han nødtvungen verden skjøtte sig selv og fem være lige og levede paa stumperne, saa godt han kunde. Hans hustru var død for en del aar siden og havde efterladt ham to smaa barn, en gut og en pige, der undervistes af kirkesangeren eller sommetider af en tilfældig opsnappet huslærer og forøvrigt voksede op i ubunden frihed.
Ikke før var pastoren kommet tilsæde paa kanapéen inde i stuen og ordre givet til den varme punsch, før han krammede ud med sine nyheder. Da han nævnte cancelliraadindens pigenavn Catharina von Zehren, kom der liv i Juells søvnige øine. Han kjendte hende, kjendte hende flygtig fra Kjøbenhavn og bedre fra Christiania, hvor han havde truffet sammen med hende i hine glade dage, da kronprinsen og den norske hærs generalissimus prins Carl af Hessen opholdt sig der efter seiren ved Kvistrum bro.
Løitnanten var dog lidet villig til at tale om hende, skjønt han indrømmede, at det var muligt, hun kunde have hjulpet sin mand frem, endog reddet ham ud af en noksaa slem knibe. Hun var i det hele taget et storartet fruentimmer — saa smuk, helt vidunderskjøn hun havde været i de dage.
Det var alt, pastoren fik ud af ham. Bud efter justitsraaden, som mest sov dagen hen paa sit kam-
