Men pastoren blinkede med de tynde øienlaag og smilte stramt med forsikring om, at kapellanen igrunden sandsynligvis lidet eller intet vidste, for kapellan Vamberg stod ikke paa den bedste fod med sin sognepræst.
Derfor lod sognepræsten alle undersøgelser fare, indtil han paa vaartinget hørte foged Jespersen ved punschebollen den tredie tingdag paa sit brede trøndersk fordømme sig paa, at nu skulde de igjen faa mere af hofkryb og skjørteregimente inden distriktet. Fogden var allerede paa en høi perial og magtede ikke at give nogen yderligere forklaring. Men da strøg pastoren sin lille spidse næse og lugtede «piquante Sachen», og dagen derpaa satte han sig ud over alle hensyn, besøgte kapellan Vamberg, smøgede forsonligen en pibe daarlig tobak med ham, roste hans sidste prædiken om uforstandig ødselhed og slet udnyttelse af guds gaver som meget svarende til den overdaadige menigheds tarv og fik til gjengjæld nyde den lange, gulbrune kapellans stilfærdige og galdesyge ondskabsfuldheder om den nye skriver.
Jovist, det var desværre skjørteregimente og aldeles ikke, det turde han sige, mandens fortjenester eller hensynet til statens bedste, der havde skaffet cancelliraaden saavel hans nuhavende embede som hans titel. — Desværre var der atter begaaet en uretfærdighed; baade den og den skulde have havt bedre grunde i sine ansøgninger. Men hans majestæts omgivelser kunde blot altfor ofte forblinde landsfaderens øie og poussere den urette frem til det urette sted. Desværre, desværre ja —
Hvad fru cancelliraadinden angik, havde hun mangehaande forbindelser, sagdes der, og disse forbindelser,
