se efter grisen og koen, om de ikke slap fra til kvælds. De tog veien op igjennem skogen, der høsten alt havde mærket løvtræernes klynger mellem de ensformige graner.
Der blev foretaget en omstændelig aastedsbefaring i dagens løb, og de maatte traske med hele tiden. Endelig fandt den afsluttende vidneførsel og edfæstelsen sted paa en liden slette i lien ovenfor Lokbækken.
Solen sank bag aaskammen i nordvest som en gnistrende ild mellem fjerne træer. De skraa straaler lyste gyldent over slanke furustammer og slettenes magre, afsvidde græs og blindede næsten skriverkarlen, som førte protokollen paa en stor sten i et hjørne af pladsen. Dystre skygger leirede sig i bunden af dalen; saa steg de opad lien, slukkende alle dagens farver, indtil der vidt om, saalangt synet rak, bare laa tung, blaanende skog.
Tusmørket øgede hurtig, og det blev kjøligt.
Cancelliraaden stod høi og mægtig ved siden af protokolføreren. Han havde drevet paa i et kjør fra morgenen af, og procuratoren og lagrettesmændene sad rent udasede paa bakken i nærheden. De reiste sig møisommelig naar vidner blev edfæstede, og da hørte de dommeren af lovbogen læse edens forklaring haardt og tydelig, saa de frygtelige ord om menederens timelige og evige fordærvelse lød som en truende forudforkyndelse i ødemarken.
Først paaraabtes hadelændingens vidner. De var mest hans husmænd og tjenere og flokkede sig om sin husbond, som sad paa en stubbe ydmyg, med foldede hænder og rørte læberne til sagte bøn for hans sjæl, hvergang én traadte hen til stenen. Mange af dem vaklede i angst for den strenge formaning og ændrede sine tidligere udsagn. Alt i alt kunde de lidet forklare, uden det andre
