Side:I cancelliraadens dage.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

havde sagt dem, og det gjengav de ustøt og stammende. Sorenskriveren havde besvær med at faa deres rettelser og tilføielser ordentlig ind i protokollen, saa at det skrevne blev vagt nok til at kunne vedtages af dem.

Sidst kom Bernt og Mons Lonstuen frem. Edens forklaring blev læst for dem ogsaa, men da var vist Weydahl endelig blevet træt af at tale. Hans røst var hæs, han kremtede og fortsatte lavt og uklart. — Brødrene syntes skræmt alligevel. De svarede forvirret og var et øieblik ganske forfjamset. Men da cancelliraaden søgte at greie spørgsmaalene for dem, saa fast og bydende paa dem og spurgte, om de vidste sig at staa paa Romstads jord eller ikke, svarede de begge hastig, at paa jord unda Romstad stod de, dér de nu stod. Det svar havde de ofte givet under forretningen, og paa det svor de sin saligheds ed.

Retten erklæredes dermed hævet og sagen udsat til domsafsigelse om fjorten dage. Lagrettesmændene underskrev protokollen, glad over at være færdig. En kunde ikke sove i ro, støt én sad lagrette, det kunde de love for, som havde maattet klyve om som gjætergutter i mange timer uden at smage vaadt eller tørt.

De tilstedeværende haandhilste paa øvrigheden til afsked, uagtet de endnu skulde følges med den til Hoff, hvor de havde sat fra sig hestene sine. Men de fra Lonstuen maatte skille lag straks for at gaa benste. Hadelændingen sagde blidt og sagtmodig godkvæld til dem. Procuratoren saa ikke paa den kant, de var. Han bød drammer rundt af en lommelærke og brummede stygt over, at sligt et mas var hele Romstadmarken sandelig ikke værdt.

*