Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/35

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
30

Men intet vilkaar var vel mere betydningsfuldt end et „videnskabeligt magazin“ i selve hjemlandet. Og den vigtigtigste grund til at negte nordmændene et universitet var jo netop den, at nationerne skulde sammensmeltes. Her protesterer Wergeland heftig: „Om man end besætter de norske Embeder med lutter Danske og de danske med Normænd, det vil dog ikke udvirke, at en Normand glemmer, at han er Normand, eller en Danske, at han er Danske. Og hvis de glemmer det, saa er de blevet nationaliserede begge, og der er blot skeet en Ombytning af Personer, uden at man er kommet nærmere.“

— Den lyse skarpsindighed, der udmerker det bedste af Nic. Wergelands produktion, gjør ofte hans argumentation i prisafhandlingen ligefrem mønstergyldig: han behersker sit materiale med en overlegenhed, der virker saameget mere afgjørende, som han her, saa skarpe hans udtryk tildels kan Være, dog sjelden lader sig forlede til den heftige deklamation, hvormed han ellers mangengang mere overskyller end gjendriver sin modpart.

„Man kan ikke negte, siger jeg, at det jo er uanstændigt, upassende, uværdigt, at et saadant Rige er det eneste i den cultiverede Verden, som mangler den høieste Anstalt til Videnskabernes Dyrkelse. Norges Sønner tvinges til at føle en smertelig skamfuld Foragt for Fødelandet, deres hulde Moder, naar de lægge Merke ‘til, at hun er den usle, den eneste, der ei formaaer i sit eget Skjød at give sine Sønner tilstrækkelig Opdragelse.

Man indvender: fordi Norge ikke har noget særskilt Universitet i sit eget Skjød, derfor har det jo dog et i Broderlandet. Kjøbenhavns Universitet er jo anlagt for begge Rigerne; og begge Rigers Studerende nyde jo godt deraf!

Da Enhver indseer, at det Uværdige og Skadelige egentlig bestaar deri, at det ei har noget eget særskilt Universitet i sit Skjød, saa er altsaa Ovenstaaende altsaa ingen Indvending, og jeg behøvede egentlig ikke at indlade mig videre i at gjendrive den. — Men Indvendingen giver Anledning til andre interessante Undersøgelser — til at betragte om ogsaa virkelig Norge har et Universitet udenfor sine Grændser, og om det norske Universitet maaske ligger i Kjøbenhavn. Om det Kjøbenhavnske Universitet er anlagt for begge Rigerne, i anden Bemærkelse, end ethvert saadant Institut er anlagt for den hele Verden, det er et Problem, som her vilde være for vidtløftigt