eller to af disse Lære-Anstalter. Det kommer her an paa dens Evne og dens Trang til flere. Statens Forfatning, dens Folkemængde, dens geografiske Beskaffenhed, dens Oplysning og videnskabelige Cultur, dens Hjælpekilder og Evner, alt dette maa komme i Betragtning, naar man vil afgjøre det Spørgsmaal, om en Stat bør have flere Universiteter, og hvor stort Anlægget bør være.“ Under opgavens behandling blir den forsigtige tone imidlertid snart dristigere; man opdager, at forfatteren drømmer om et selvstændigt norsk aandsliv; forestillingen om Danmark og Norge som een stat udviskes, der skinner en anden igjennem: forestillingen om to nationer, „foreenede under een Repræsentant“. Forfatteren tilkjendegir straks, at han er paa vagt om Norges nationale ære: „Man kan vel ikke negte, at der jo af Skribenterne er skeet adskillige Forsøg paa at faae det Norske Navn til at uddøe paa Jorden, og at indsmelte det i det Danske. Danmark og Norge heder hos visse Skribenter blot Danmark; og mange flere Udtryk finder man hos de Danske Forfattere, der tilkjendegive Forestillinger om, at det Norske Navn nærmer sig til at udslettes af Katalogen over Rigerne paa Jorden. Det er urigtigt; det er fornærmende for Norge, der ikke har mindre Ret til at hævde sit Navn og sin Rang, end Danmark; det er lidet overensstemmende med den Beskedenhed, man tillægger den Danske Charakter; og det tjener ikke til at vedligeholde Broder-Kjærligheden.“ — Wergeland anstiller en sammenligning mellem rigerne og finder det rimeligt, at hoffet anbringes i Danmark, og at forsvarsvæsenet koncentreres der, „formedelst dette Riges Beliggenhed, da det er den Deel af Staten, som berører, fra de fleste Sider, de øvrige Stater i Europa, og som lettest kan overfaldes og fornærmes.“ Men „til Gjengjæld og Ballance“ maatte Norge „kunne fordre Universitetet forflyttet til sig, naar der skulde være Ligevægt imellem Rigerne. Norge udgjør over ⅖ af Staten. Holsteen en liden Deel af den, har en betydelig Høiskole, og desuden et Gymnasium; og — Norge har ingen af Deelene.“ I et bestemt og ganske myndigt sprog fremholdes Norges krav paa ligeberettigelse. Wergelands skrift er idetheletaget fra denne tid det mest bevidste udtryk for norsk nationalfølelse: ikke blot derved, at det paa ethvert punkt hævder den nationale eksistens, nordmændenes selvstændighed som folk, men især ved den dybe tillid til det norske aandslivs udviklingsdygtighed, hvormed han bestemmer vilkaarene tor dets vækst.
