mosegroet Træ? Se paa den Mose! … Hvad skulde man sige! Jeg saa paa Mosen og fandt den beundringsværdig.“[1]
Ved siden af denne sans for „naturens vilde uorden“ finder vi ogsaa hos Wergeland en anden, modsigende tilbøielighed, som han ogsaa deler med det 18de aarhundredes mænd: tilbøieligheden til at schematisere, til at gaa frem efter doktriner, gi detaljerede love for udviklingen. „Det gik, som man kunde vente: Det virkelige Liv blev ham mere og mere fremmed, og Phænomenerne vilde slet ikke passe i hans Systemer. Selv vi Børn følte undertiden smertelig, at vi ikke tilfredsstillede ham, ikke fordi vi ikke artede os, men vi artede os kun paa en anden Maade end han havde bestemt det. Jeg eier endnu et Manuskript, skreven af hans zirlige Haand, indeholdende halvhundrede Paragrapher om Børneopdragelsen, Regler, som enhver forstandig Opdrager kunde bringe i Anvendelse, men det gjør et eget Indtryk at tænke, at de udtrykkelig er skrevne for Henrik. Halvhundrede Opdragelsesparagrapher og Henrik!“[2]
Det muntre selskab, der i Kristiania eller ude paa herregaardene, Fladeby, Moss jernverk, øver den dramatiske kunst dels i samtidens populære teaterrepertoire dels i de smaa optog, „vært“ og „værtinde“ havde at arrangere, — dette selskab, der havde sine kunstinteresserede „filialer“ rundt i landet, som vi har seet ogsaa i Kristianssand — er det billede, rococoen har efterladt i norsk kulturhistorie. Livsglæden i sirlig indklædning, — samværet tar form af en række smukke situationer, — følsomhed og „badinage“. Det indtryk, vi gjennem erindringer og breve faar af denne selskabelighed, er mere interessant end det, der blir igjen efter læsningen af dette selskabs digtere, Tullin, Enevold Falsen, Bernt Anker. Det litterære har mere været et vehikel, et praktisk sammenbindende middel end noget fuldt og sterkt udtryk for hvad der virkelig bevægede sig hos disse mennesker. Heller ikke har nogen af digterne været mere end middelmaadig poet. Men disse mishandlede levninger af ældre stilarter, — den pompøse klassiske, rococoens snirklede ynde, — som bydes os f. eks. af Bernt Anker, har engang
