han mangler smidighed og bonhommie. Men der stikker meget af en kunstner i ham. Og det gjælder ikke bare hans patetiske retorik, som samtiden beundrede. Det fremgaar af hele hans følemaade, af hans dristige og uklare ungdomsdrømme, af den varme og mandige forstaaelse for digterverkets indre liv, som vi møder i hans senere kritiske Virksomhed, interessen for det væsentlige, for den levende organisme bag formen. Han havde megen poetisk og liden artistisk sans. Artisten, der ser det bestemmende og betydningsfulde i formen, var ham egentlig dybt imod. Og denne følelse gik i arv til hans søn, den store poet og daarlige artist. Welhaven var artisten; her mødtes fader og søn i fælles uvilje. En dyb instinktiv modsætning.
Som søn af det attende aarhundrede er Nic. Wergeland desuden tilbøielig til at betragte det æstetiske med andre øine end romantikeren, ikke som en særlig kultus, et skjønhedens frimureri, men som et led i det menneskelige, i intim sammenhæng med andre livsmagter. Hans opfatning var, som vi senere skal se, paa samme tid friere, mere overlegen end romantikens, og mindre klar, mindre gjennemtænkt: undertiden savner han ogsaa kunstnerisk finfølelse.
Hans ungdoms følelsesudvikling er tildels bestemt af Rousseau. De impulser, hans skjønlitterære forsøg nærmest antyder, har forholdsvis ringe betydning. Men fransk oplysningskultur, og da særlig Rousseau, har øvet en indflydelse, der blev afgjørende for hele hans liv. Det viser sig i stort og smaat. Ganske eiendommelig kommer det tilsyne i træk, som hans datter meddeler:
„Han havde det Princip, at den vilde Natur ikke maatte stækkes. Det Naturlige var det Smukkeste. Han nænnede aldrig at hugge et Træ ned, og Intet kunde oprøre ham mere, end den Operation, man hertillands kalder at „gane“ Træerne, som han med god Grund kaldte Amputationer, og som jeg ogsaa tror at vi norske har arvet direkte ned fra Birkebenerne. (Hvad vilde han have sagt, om han havde seet vor Frelsers Gravlund mishandlet paa den Maade!) Den kraftige Trævæxt, hvormed Gaarden var Velsignet, havde derfor tilfølge,’ at alle vore Udsigter groede til. Hvorfor hugge, hvorfor rydde og rense? sagde han engang jeg bad ham dog tilstæde en Smule Oprydning og viste ham et Par gamle udlevede Træer der stod i Veien. Er denne vilde Uorden ikke netop smuk? Kan Noget være beundringsværdigere end et saadant
