været budt et selskab, indlevet i disse stilarters forestillingskreds, ved en festlig anledning: vinen har været god, og der har været smukke damer tilstede. Det gjør forskjel.
Ved 1814 er det forbi med den norske rococo. For det æstetiske dilettanteri møder vi politisk alvor. Og to store bevægelser sætter fra nu af sit præg paa vort aandsliv: forestillingen om en fri udfoldelse af det menneskelige, under saavidt muligt lige gunstige betingelser, praktisk omsat i en „demokratisk“ politik, og saa interessen for det nationale, norsk historie og norsk folkeliv. Begge bevægelser faar til en begyndelse ofte naive udtryk. Vi har kortelig berørt Nic. Wergelands første politiske optræden, hans forhold til Rousseau og Mirabeau. Et af de heftigste og mest ensidige vidnesbyrd om den vaagnende norske nationalaand er hans „Opgjør“ med Danmark, „Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge“.
