kommer til de Ord: Og naar vort Lys vi slukke ud, vi glemme Dagens Møje, da begynder de smukke Øjne at blive dunkle af Graad, medens de ved Siden af hende liggende Smaa inddysses ved hendes Sang med Tanken paa Gud.“ —
Ogsaa i Kristianssand var der et dramatisk selskab, og societeten havde livlige kunstneriske interesser, ikke mindst den slegt, hvori Nic. Wergeland nu var blit indgiftet. „Min første Kunstnydelse,“[1] fortæller C. C. i „De lange Nætter“, „husker jeg blev mig tildel engang min Tante Sara havde taget mig med i Theatret, hvor der blev givet Kotzebues „Galningen“. Theaterdilettanteriet var netop dengang i sit Flor, og Privattheatret i Christianssand stod navnlig i By for de mange udmærkede Talenter, som der producerede sig. Jeg tør ikke dømme om denne Ting, jeg ved kun, at jeg var i høi Grad satisficeret, at Illusionen var saa fuldstændig, at jeg ikke kjendte min egen Moder, som spillede deri, og den naaede sit højeste Punkt, da den Scene kom, hvor Galningen springer ud af Vinduet. Jeg tænkte mig ikke mindre end tre Etager, gav et frygteligt Skrig og blev for denne utvetydige Anerkjendelse af deres Kunstnerevne belønnet med at bringes ud og faa dygtig Skjænd til. Altid et Bidrag til Scenens Historie i min skuespilelskende Fødeby.“ Det fremgaar af hvad C. C. andetsteds fortæller, at hendes forældre, navnlig da hendes moder, mangengang under det „livsvarige Ophold i en Bondebygd“ har længtet tilbage til Kristianssand. De synes begge at ha taget livlig del i selskabslivet, N. W. „var med Rette bekjendt for sit selskabelige Talent“, „det glimtede endog gjennem hans sidste Aars mørke Melankoli.“
Med opholdet i Kristianssand afsluttes den første periode i Nic. Wergelands skjønlitterære virksomhed. Fortsættelsen af „Haldor Smek“ vakte heller ikke nogen opmerksomhed, Wergeland tør selv ha havt en fornemmelse af det utilstrækkelige i sin evne, og andre interesser traadte i forgrunden. Imidlertid er den følsomhed, der gjør sig gjældende i sidste del af „Haldor Smek“, uden tvil et naturligere udtryk for hans temperament end det lette og vittige skjemt, som han forsøgte at aflure Sterne. Nic. Wergeland er trods sin svaghed for ordspil og vitser kun svagt udrustet med lune, hans vid former sig gjerne som satire, som skarp og træffende kritik,
- ↑ C. C. er ved denne leilighed i høiden 3—4 aar.
