Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/26

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
21

Sternes lette og fine sentimentalitet er afløst af en raaere art. „Betragtet som Hovedstadens Skjønhed Var Nanna udsat for det første Kjøns Tilbedelse, det andet Kjøns Misundelse og begges Forfølgelse. — Men den Rigdom af Yndigheder, Naturen syntes at have ødslet paa dette Pigebarn, var ogsaa det eneste, man troede at burde misunde hende.“ „Hendes Sjel var blid, høj og ædel.“ Nanna tilbringer „adskillige Aar i den fromme Beskjæftigelse at ernære sin Fader og sin Mosina“ (et forladt Barn, som hun har taget til sig). Saa optræder en ung mand ved navn Hybnesor, „bekjendt ligesaameget for sit tækkelige Udvortes, sin Ædelmodighed, Levemaade og Vittighed, som for sit udsvævende Liv, sit Svir og især sit rasende Spil.“ (Navnlig dette sidste er et næsten staaende træk hos de unge mænd, der uden at være onde, bringer sin familie i fordærv; v. Wallenfels i Ifflands „Spilleren“ er typen, der gaar igjen). Hybnesor og Nanna elsker hinanden, men Hybnesor er adelig, og hans fader, som heri ligner andre adelige fædre i de „lærerige sørgespil“, modsætter sig forbindelsen. „Dette Tordenslag midt i Haabets saa blide Vejr knuste Hybnesor. Han dulgte Brevet for sin Elskede. Men Nannas Ære maatte reddes. Tiden var nær. De blev virkelig viede. „Har jeg vanæret min Familie,“ tænkte Ynglingen, „har jeg mistet mine Forældre, jeg vil dog ikke tabe alt, ikke vanære, ikke miste min Nanna“ (v. Wallenfels har lignende udbrud). — Ved ordentlig Vandel var det hans Forsæt at ernære den, han nu havde bundet sig til.“ Selvfølgelig gaar det anderledes: skurken, Xaver, indfinder sig, og det lykkes ham „ved sine djævelske Bestræbelser at trække Hybnesor ud at Nannas eller Dydens Arme, ned i den Pøl, i hvilken han selv tumlede sig.“ Efter en mængde rædsler ender historien, der er ligesaa slet sammentømret, som den er uoriginal, dermed, at Hybnesor i fortvilelse blir landeveisrøver og dræber sin onkel, som kommer reisende for at redde ham. „Først da han fandt hos sin Onkel to ladte Pistoler — det eneste han nu kunde ønske sig af sin stakkels Onkels Efterladenskab — da gav en skrækkelig Glæde ham Mælet igjen.“ Hybnesor dør for egen haand, skurken faar sin straf, men Nanna overlever katastrofen, „saa stærk er Moderkjærligheden“. Forfatteren tinder „denne endnu sørgende Enke sidde arbeidende ved et lille Bord. Hun sang sin Aftensalme, da jeg kom ind, sin vanlige Sang: Den lyse Dag forgangen er; og naar hun