„Collett med sin ædle Kvinde
Livner alting op til Lyst
Og ved deres Smil Vi finde,
Glæden ulmer i vort Bryst.
Alle synge fro som før
Det er Jul, ihvad vi gjør.“
Vil man imidlertid se, til hvilke yderligheder den „overdrevne unaturlige“ stil kan drives, skal man læse Bernt Anker. Ingen har bragt den majestætiske forvrøvlethed, det følelsesfulde og staselige nonsens til en saadan festlig høide: „Eiegode Konge — Tak ske Dig, at Du gav os denne din Søn — saa lyder Folkets Stemme blandt Klipperne; det takker Dig, som Menneskeslægten priser Alfader for Forløseren.“ „Glædestaarer randt ved at see Dig, og atter rinde Taarer ved at forlade Dig.“ „Ak Var man Fader, hvo vilde da ej glædes ved en saa dydig Søn; kan man ønske en bedre — O! bliv som Du er.“ (Af epilogen ved en festforestilling for kronprins Frederik ved besøget i Kristiania 1788). — Ser man paa de teaterstykker, der opføres privat af Kristianiasocieteten, særlig da i det 1799 oprettede dramatiske selskab, vil man ved siden af de mange lystspil, ogsaa finde et smukt udvalg af „lærerige sørgespil“ i samme smag som „Adelson og Salvini“ og „Idda“. Ingen er dog saa yndet som Kotzebue. En lang række af hans komedier og tragiske skuespil sees at være opførte: „Elskovsbarnet“ „De Ulykkelige“, „De to Brødre“, „Skumlerne“, „Falsk Undseelse“, „Armod og Høimodighed“, „Menneskehad og Anger“, „Sølvbryllupet“, „7000 Rigsdaler eller Ungdommens Farer“, „Forplumringerne“, „Indianerne i England“, „De pudseerlige Arvinger“, „Det farlige Naboskab“, „Corsikanerne“. Tildels er stykkerne plumpt bearbeidede af N. T. Bruun. Betegnende for den rolle, Kotzebue spiller, er en feiltagelse i et privatbrev, meddelt i H. I. Huitfeldt-Kaas „Christiania Theaterhistorie“, hvor brevskriveren i anledning af opførelsen af „Die Rauber“ taler om stykkets „udødelige forfatter, Kotzebue“: alt stort maatte formentlig komme fra Kotzebue. Fru Dunker siger om „De to Brødre“, der gaves som indledningsforestilling 1799 i det dramatiske selskab: „Under hele denne Forestilling var jeg som i Himmelen.“
Saadan er den litterære atmosfære i Norge, da Wergeland faar embede i Kristianssand. Den lille novelle, han har indflettet i sin „Haldor Smek“, viser ogsaa, at han nu har fundet nye mønstre,
