Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/24

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
19

N. T. Bruun, Balthasar Bang og Laurits Kruse, som i begyndelsen af dette aarhundrede udvikler en livlig produktion.

I Norge havde denne smagsretning sin merkeligste repræsentant i Enevold Falsen, der 1777—1789 og 1802—1808 spiller en saa betydelig rolle i Kristianias selskabelige teaterliv. Der er især to af hans dramatiske arbeider, som fortræffelig gjengir den grove og larmende følsomhed: det er hans debut, „Adelson og Salvini“ (1777) efter en novelle af Arnaud, og „Idda“, en scenisk bearbeidelse af Lafontaines celebre roman „Idda v. Tockenburg“ (1802); i „Adelson og Salvini“ bevæger forfatteren sig i den borgerlige verden, „Idda“ er derimod et ridderskuespil, paavirket af Kotzebues „Johanna Montfaucon“.

„Kritisk Tilskuer“ for 1777 har en opmuntrende kritik[1] for den unge forfatter, hvis stykke ikke blev antaget af det kgl. teater. Det „forraader Talenter ikke uskikkede for Sørgespillet“, — „Dialogen er stærk, rørende“ —.[2]

„Kritisk Tilskuer“ omtaler andetsteds Arnaud, Falsens mønster, med varm anerkjendelse: „Hans Fortællemaade, som vi langt foretrække for Marmontels[3], kjender Læseren af Sidney og Valsan, Adelson og Salvini, som vi have paa dansk. Kun er han undertiden noget overdreven unaturlig og altfor meget higende efter det Sørgelige. Men i ethvert fald er han „et af Frankriges nuværende faa store Genier“.

Den reservation, K. T. har taget, indeholder en mild, men ganske træffende kritik af den smag, der behersker Enevold Falsen og en flerhed af hans medagerende paa den private skueplads. Falsen er dog trods sin kisteklædte patos og sin altfor blomstrende loyalitet ikke uden en vis naturlig finhed. Og naar hans opgave ikke er at skildre Nellys rædsomme endeligt eller at hylde „skjoldungernes“ arving i et festkvad, kan han finde en jevn og smuk tone, som nu og da i „Dragedukken“ eller i en tak til et elskværdigt vertskab:

  1. ↑ Vistnok af Claus Fasting.
  2. ↑ Hvad der ogsaa kan sees af repliker som denne:
    Salvini (efter at han har dræbt heltinden, Nelly) — — Rædsomt er dette Optrin — grusomme Elskov, hvortil har du forført mig — og nu først opvaagnte min Fornuft af sin Dvale og kun for desto grummere at lade mig føle min Ugjerning — for at forøge min Skræk — min Fortvilelse.
  3. ↑ Marmontel har ellers en høi stjerne hos „Kritisk Tilskuer“, ikke mindst hos Fasting.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Hjalmar_Christensen_-_Nicolai_Wergeland.djvu/24&oldid=160169»