delst de mangfoldige fortrædeligheder“, hans danske sogneprest har skaffet ham[1]. Der er racehad i Wergelands antipati. Vi skal senere finde endnu mere bestemte udtryk for dette „racehad“. Men der tør i den nævnte tale tillige være en reminiscens af kampen mod tyskerne i Danmark; man havde ikke mange decennier før begivenhederne i 1814 faaet merke, hvad det vilde si, at fremmede blev begunstigede paa bekostning af landets „egne børn“; Wergelands opfatning er den samme, som kom til orde i forordningen om indfødtsretten. Man bringes ialtfald uvilkaarlig til at tænke paa argumenterne mod „tyskeriet“, naar det senere heder: „For at komme til et Embede maatte de Indfødte smigre Regjeringen og trænge sig frem i Klyngen af Fremmede“. Wergeland anser det øiensynlig ikke for utænkeligt, at de danske under Christian Frederik kunde komme til at spille en lignende rolle i Norge, som tyskerne havde gjort i Danmark. „Naar Regjeringen direkte kan indkalde Fremmede til Universiteterne og til Skolerne, samt til Fysikaterne, saa vil der nok findes Indfødte til de øvrige Embeder. I Norge gives adskillige ubefordrede Kandidater, i Danmark endnu flere, som vist ikke ville mangle at komme, saafremt de se Embeder i Fædrelandet aabne, eller de indkaldes. Imidlertid tiltager de Studerendes Tal i Skolerne, flere Skoler anlægges, Universitetets Borgerskab vorder talrigere og fylder Embederne med Indfødte, Oplyste, Duelige. Norge regjerer sig selv. Norge bliver norsk, og Selvstændighedens Gran skyder sit Spyd stolt i Skyerne“. Wergeland forsømmer ikke gjerne dette lille endelige piskeknald, den afsluttende effekt, han tænker som skuespilleren paa applausen, han afrunder sin tale med en elegant gestus; ogsaa heri ligner han sine franske mestre.
I debatten om hvorvidt rigsforsamlingen skulde hæves, saasnart konstitutionen var git og kongen valgt, afleverer Wergeland en af sine mest patetiske taler. Spørgsmaalets kjerne var vel den, om forsamlingen skulde overlade Christian Frederik ledelsen, eller om den skulde oppebie begivenhedernes gang, og hvis det blev nødvendigt gribe ind i forhandlingerne med Sverige. For dem, der ikke havde noget imod en forening med Sverige, var det selvsagt af interesse at forlænge forsamlingstiden og udhale kongevalget.
- ↑ Se Jon Laberg: „Henrik Wergelands bedstefar“. („Samtiden“ januar 1899).
