menter til Christian Frederik, men selv i disse komplimenter er der som en gjemt trudsel: hvis prinsen ikke var saa udmerket, som Wergeland forudsætter, kunde han heller ikke være „Konge over Normænd“. — Taleren er tydelig en mand, der har glæde af sine egne ord, han hviler i sine sætninger, han anstiller betragtninger over situationen, over rigsforsamlingens betydning og vore politiske forholds natur. Han nyder sin position paa „dette evig mærkelige Thing“, som han selv kalder det. Han er ikke den, der nøier sig med at sige sin mening om det foreliggende, han holder foredrag for tilhørere, politiske prækener. Der er enkelte dunkle vendinger; forøvrigt er hans fremstilling bred og logisk, logiken er juridisk spidsfindig, saa spidsfindig, at han undertiden for at skaffe sig et tilbagetog maa gjøre brud paa det logiske. Det er den samme juridiske metode, han anvender, naar han skal skifte ret mellem Danmark og Norge, kun at han her i særegen grad følger visse sagføreres fremgangsmaade, alene at fremholde, hvad der taler for hans part, sværte modparten, benegte, „bevist og ubevist“.
Af hans øvrige taler[1] er der en, hvor han ivrer mod at give udlændinge for let adgang til landets embeder: „Det vil fortryde os, snarlig fortryde os. Den Landsherlighed, vi to Aar tilbage erhvervede, og den end større nationale Herlighed, vi i dette mærkelige Aar have erhvervet eller skulle erhverve, ville begge derved gaa tilgrunde. Universitetet vil falde. Selvstændigheden vil blive til Intet.“ Det er naturligvis en dansk invasion, Wergeland frygter. „Hvorledes kan det norske Universitet bestaa, naar Kjøbenhavns talrige Kandidater skulde dele med sammes faa Studerende de faa Norges Embeder, uden at disse nøde samme Rettigheder i Danmark, hvilket vilde vække Europas Forundring og Ringeagt.“ Wergelands uvilje er ikke uforstaaelig, i aarhundreder havde danske embedsmænd indehavt en flerhed af landets embeder, og der havde været et naturligt krigsforhold mellem den danske skatteopkræver og den norske skatteyder. Der er i Wergelands ord noget, som gjenkalder i erindringen det gamle bondehad; vi mindes hans far, Halvor Lassesen, som frasier sig sin klokkerbestilling „forme-
- ↑ Se om N. Wergelands optræden paa rigsforsamlingen Henrik Wergelands Norges Konstitutions Historie s. 140, 155 ff., 179 ff.. 214, 219, 227 ff., 260, 283, 333, samt den allerede citerede tale tillægget s. 441—443.
